I gamle dage var det meget svært at komme til og fra Skagen. Landevejen kom først i 1933, havnen i 1907, så al transport foregik tidligere pr. hest og vogn - kørende i strandkanten det sidste stykke til Skagen.
Men sidst i 1880’erne blev man enige om at anlægge en jernbane gennem klitterne til Frederikshavn. Men egnen var fattig, og der blev kun råd til en smalsporet bane, der åbnedes den 24. juli 1890.

I starten klarede Skagensbanen sig med meget små smalsporede damplokomotiver - her på Skagen station
Banen blev en stor succes. Fiskerne kunne få deres fisk hurtigt frem, og turismen nærmest eksploderede. Kunstnerkolonien med berømte navne som P.S.Krøyer, Holger Drachmann, Michael Ancher m.fl. voksede med flere kunstnere også fra vores nabolande.
Den smalsporede jernbane kom derfor snart til kort og måtte ombygges for at klare transporterne, og den 6. juni 1924 blev banen efter ombygning genindviet med den linieføring vi kender i dag. Toggangen blev efterhånden udvidet til i 1931 at indeholde i alt 10-12 tog i hver retning på søndage i sommerperioden.

Mens banen blev ombygget til normalspor, måtte man have tre skinner for at de smalsporede tog stadig kunne køre - og der var langt til perronen!
I 1933 startede Skagensbanen buskørsel mellem Frederikshavn og Skagen med endestation ved Grenen. Busserne erstattede togafgange med få passagerer.
I nogle år drev man også andre busruter, bl.a. Ålbæk-Hjørring og Ålbæk-Hirtshals, og man havde sågar på et tidspunkt egne kølelastbiler, der kørte fisken fra Skagen direkte til København.
Fra starten i 1890 havde Skagensbanen brugt damplokomotiver til den daglige drift, men i starten af 30'erne måtte man erkende, at selvom de daværende lokomotiver var nye og moderne, så kunne dampdriften ikke betale sig. I 1935 købte man derfor et diesellokomotiv M 4 fra Frichs A/S med hele 550 hk. Damplokomotiverne fik dog en gylden periode under 2. verdenskrig hvor hele 75 % af togene kørtes med damplokomotiver.

Skagensbanens nye flotte tog anno 1935
Under krigen blev det i forvejen meget slidte dampmateriel yderligere slidt ned, og da skinnebusser ikke rigtig passede til Skagensbanen - skinnebusserne kunne ikke tage fiskevogne med - valgte man at renovere damplokomotiverne samt at anskaffe et brugt damplokomotiv, SB nr. 5. Endvidere blev der anskaffet dieselmotorvogne i 1950/52 og 1960 og et nyt diesellokomotiv, SB M 6 i 1952.
Med denne brogede lokomotivpark lykkedes det Skagensbanen at opretholde køreplanen. Damplokomotiverne blev dog snart overflødige og blev hensat og udrangeret i perioden fra 1968-1971, ak ja!!

Normalsporet damplokomotiv i Skagen
Det gamle spor fra 1924 var efterhånden blevet meget nedslidt. I 1960 startede man derfor udskiftningen af skinnerne med nye 27 kg/m skinner i skærveballast. Man startede i Frederikshavn i 1960 og nåede til Skagen 13 år senere, nemlig i 1973.
Lokomotiverne og vognene var efterhånden så nedslidte, at en udskiftning var på sin plads. Ligesom de fleste andre privatbaner anskaffede Skagensbanen de dengang meget moderne Y-tog (Lynettetog) fra Tyskland. Der var stor glæde, da det første Y-tog ankom til Skagen den 1. marts 1968, og i årene 1968-74 anskaffedes i alt fire motorvogne, to mellemvogne og to styrevogne.

”Marcipanbrød” SB M 8 afgår med containertog fra Skagen
I 1969 anskaffede man et 750 hk Frichs-diesellokomotiv (”Marcipanbrød”-typen) fra Aalborg Privatbaner til de store skoletog og som trækkraft til de ca. 13.000 tons gods, som årligt skulle transporteres på daværende tidspunkt. Endvidere fik man i 1983/84 leveret yderligere en motorvogn samt to mellemvogne af Y-togstypen.
Sidst i 1980’erne var der stor planer i Skagen om bl.a. udflytning af jernbanestationen til et område mellem Skagen og Gl. Skagen, da man ville bruge banearealet til boligbyggeri. Stationsbygningen skulle være kulturhus. Planerne faldt dog, og banen kunne udbygge og renovere værkstedet og remiseanlægget med ny eftersynshal for Y-tog, nyt fuldautomatisk indendørs vaskeanlæg til tog og busser og modernisering af det gamle værksted.
Siden 1982 er tog- og bustrafikken på Skagensbanen kørt på en entreprenørkontrakt med Nordjyllands Trafikselskab.
I 90'erne tog udviklingen for Skagensbanen for alvor fart med masser af spændende investeringer. Fra 1991 til 1994 steg godstransporterne (fiskemel i containere) fra ca. 1.600 tons til 72.000 tons - ikke mindre end 4400 %. Banen måtte købte derfor i 1991 yderligere et "Marcipanbrød" - denne gang fra Lollandsbanen - og først et Mx-lokomotiv fra DSB i 1992 og yderligere et Mx-lokomotiv i 1994.
Det var ikke kun på godsfronten, at der blev investeret, idet et nyt trinbræt ”Frederikshavnsvej” blev anlagt i udkanten af Skagen i 1991 - et trinbræt, der i dag er banens mest benyttede standsningssted efter Skagen station.
Med den stigende godstrafik måtte der bygges nye krydsningsstationer i Strandby og Hulsig, og samtidig anskaffedes helt nye signal- og sikringsanlæg med linieblokanlæg mellem stationerne.

Fast IC3-forbindelse Skagen-København i 1990’erne
Den store interesse for at besøge Skagen har i flere omgang været årsag til indførelse af gennemgående DSB-tog til og fra Skagen. I løbet af 1990’erne var der således en overgang fast IC3-tog København-Skagen-København.
Den stor godstrafik nødvendiggjorde anskaffelsen af kraftigere rangerkraft til kørsel til og fra Fiskemelsfabrikken i Skagen. I 1993 købte banen derfor en rangertraktor af Frichs-Ardelt-typen fra Mariager-Handest Veteranjernbane(!). En nyere rangertraktor af Köf III-typen måttet anskaffes i 1994. Endnu et resultat af de stigende godsmængder var en en forlængelse af havnesporene med 420 meter, så man hermed kom meget tættere på fiskemelsfabrikken.
Først i 1990’erne fik Skagensbanens tog helt nyt logo. Togene blev malet blå og hvide som en symbolik til det blå hav og de hvide strande omkring banen.

Mx-lokomotiv, Y-tog og rangertraktor i nye Skagensbanefarver